Mexico - fredag den 11. juli 2008
Chamula og Zinacantan
Jeg vågnede ved 6-tiden. Her var der allerede godt gang i trafikken på de ensrettede gader. Den første gasvogn kom kørende. Der kører biler rundt i gaderne og sælger gas. De er lette at kende, for de kører med en form for en bjælde, der hænger bag på vognen. Så det er en lokal "hjemis-bil".
Jeg gik i forvejen over i restauranten, for at opdatere vores hjemmeside. Der var kaos. Restauranten var helt fyldt op og ude i receptionsområdet stod der masser af kufferter. Der var et råben og skrigen af legende børn overalt, så det var bare om at blive færdig og fortrække derfra. Hotellets morgenmad var ikke vildt prangende og da vi alligevel skulle ned mod centrum i forbindelse med dagens udflugt, så kunne vi lige så godt prøve lykken med morgenmad på en af de mange restauranter i stedet.
Vi havde lidt travlt og kastede os ind på en restaurant tæt på katedralen i gågaden. Vi fik et menukort men der var ikke skyggen af morgenmad på kortet. Vi fik dog bestilt noget brød, juice, kaffe og frugt. Det kom heldigvis forholdsvis hurtigt på bordet og vi guffede i os. Brødet smagte fint. Da vi havde hastet det i os, gik Lasse og jeg afsted, for at være sikker på, at der var plads til os på dagens tur. Vi havde ringet til Alex & Raul hjemme fra hotelværelset, for at sikre os pladser, men vi havde fået besked på, at vi blot skulle møde op ved katedralen ved 9:20 tiden. Så vi hastede derhen, mens pigerne klarede regningen. Det første, vi stødte på ved katedralen, var 2 mænd, der uddelte løbesedler fra Alex & Raul. Det var jo meget heldigt, så var vi da sikker på en plads. Vibe og Marie stødte til og fortalte, at vi ikke havde fået frugt ind. Den kom først efter at Lasse og jeg var gået, så den blev sendt tilbage uberørt.
Kl. 9:30 samlede vores guider os sammen og vi blev stuvet ind i 2 gamle folkevognsrugbrød og kørte af sted ud af San Cristobal, der bredte sig over et større område. Op i bjergene gik det og efter ca. 25 minutters kørsel var vi i den første (og største) af 2 landsbyer, som dagens tur bød på. Chamula hed byen. Vi blev delt op i en spansk og en engelsk gruppe og guiden startede med at fortælle os lidt om traditionerne i Chamula. Byen har sit eget styre, sprog, religion osv. Det er ret specielt. Byen har levet isoleret i mange år men har for nylig fået øje på de vestlige "værdier" og turisternes penge. Da indbyggerne er forholdsvis uuddannede, forstår de ikke farerne ved f.eks. fastfood.
De har f.eks. taget sodavand til sig, som noget man har og deler med venner og bekendte, når man er sammen. Man bringer også sodavand med i kirke og deler det med sine omgivelser. Det betyder altså, at de sidder i kirken og drikker sodavand - og i øvrigt også borsch, der er deres lokale snaps - med en alkoholprocent på 46. De spiser chips i læssevis og selv spædbørn får alle disse ting (inkl. borsch), så de bliver tykke og fede. Man er faktisk nødt til at give forældrene penge, for at sende deres børn i skole. Ellers holder forældrene børnene hjemme, fordi det nu er blevet mere attraktivt for børnene at gå ud blandt turisterne og tigge eller sælge håndværk. Seksuelt er befolkningen i Chamula også uvidende. Det er helt normalt, at børn ned til 13 år bliver gravid og man ser ofte familier på op til 6 generationer.
Indbyggerne er begyndt at bygge huse efter vestlig standard. Der bygges også køkkener men man bruger dem ikke, da man fortsat foretrækker at have køkkenet udenfor eller i en separat bygning. Vi så et næsten nyt og meget flot, stort hus. Der var et fint køkken i huset (det så vi dog ikke) og alligevel har beboerne valgt at bygge en ekstra bygning til køkken.
Alle byens mænd skal yde et bidrag til byen og et af de fornemste bidrag er, at manden bliver mayodomo. Dermed åbner han sit hus for hele byen, der kan komme og bede der. Vi besøgte mayodomo's hus og fik lov at smage bosch'en, der smagte OK. Guiden forklarede, at mayodomo betalte for en af de mange fiesta'er, der blev holdt i byen. Mayodomo arrangerede det hele og han betalte mad og drikkevarer. Det kunne være en bekostelig affære, for en fiesta kan vare 6 - 9 dage, så mayodomo sparede op, inden han påtog sig rollen. Til gengæld ville han blive en meget agtet mand bagefter. Der er 2-3 fiesta'er hver måned og til de største, hvor der kommer flere tusinde mennesker, er der flere maoydomo'er, der arrangerer og betaler. Mens guiden forklarede os lidt om mayodomos opgaver, kom en mand kravlende ind i huset, grædende og åbenbart bedende. Guiden sagde til os, at vi bare skulle ignorere ham, for han var sikkert fuld af bosch. Det varede heller ikke længe, inden manden var i snak med guiden, og det viste sig, at manden var ulykkelig, fordi han ingen kæreste havde. Han fortalte dog også guiden, at han havde haft en kæreste, men han slog hende, så hun var gået fra ham. Ja, mon ikke sådan noget rygtes i et lille samfund...
Vi gik videre ned mod byens kirke og det var noget af en oplevelse. Vi blev bedt om at pakke kameraerne væk, fordi man ikke måtte tage billeder derinde. Hvis kameraerne var fremme, kunne en fuld person påstå, at vi havde taget et billede...
Vi gik ind i den store kirke, hvor der rundt omkring stod stearinlys på gulvet, der var dækket af et tyndt lag grønt - vissent, så der var åbenlys fare for brand. Hvilket også havde været grunden til, at deres tidligere kirke brændte ned, så nu gik der nogle mænd rundt, og holdt vagt.
I kirken sad nogle få personer eller grupper af mennesker og bad. Vi gik hen i nærheden af en af grupperne, der åbenbart ikke tog notits af os turister. De sad i en rundkreds og drak sodavand af dåser og borsch. Guiden forklarede en masse om kirken. Der er ingen deciderede præster men i kirken kan man få hjælp fra medicinmænd i stedet. Er det en psykisk syg person, så kan behandlingen være, at medicinmanden tager et æg, fører det hen over personens krop, slår det ud i et glas med vand og kan af resultatet se, hvad personen fejler. Der har været præster i kirken, men den sidste fik skåret begge ører af og det ene øje taget ud. Guiden vidste ikke, hvorfor man var gået så groft til værks. Måske havde præsten lavet noget mærkeligt. Dette var sket sidst i 90-erne. Paven kendte godt til denne kirke men har åbenbart valgt at vænne det døve øre til - meget apropos præstens skæbne. Guiden fortalte også, at både Clinton og Bush havde haft besøg af en af kirkens medicinmænd, der åbenbart var meget dygtig. Det er normalt, at man ofrer en kylling i kirken og det var faktisk, hvad der skete i den gruppe af mennesker, vi stod ved siden af. Kyllingen blev holdt hen over forsamlingen, halsen blev drejet rundt på kyllingen, for at undgå blod - og efterfølgende tog man kyllingen med hjem og gravede den ned i nærheden af hjemmet.
Efter det interessante besøg i kirken, havde vi lidt tid på egen hånd og vi stilede i første omgang mod et toilet og derefter markedet, der ligger foran kirken. Der var mange specielle ting her og jeg havde mod på en notesblok, så jeg kunne notere nogle af de mange interessante ting ned, som guiden fyldte på os. Jeg fandt en notesblok og der stod en lille pige ved siden af, for at tage imod pengene. Jeg kiggede over på den anden side af bodens bord. Her sad en familie og de tog ikke notits af, at jeg pegede på pigen, for ligesom at signalere, om jeg kunne betale til hende. Hun fik 5 pesos og jeg gik med blokken. Jeg nåede dog ikke ret langt, før en mand stoppede mig og pegede på blokken. Jeg pegede i den retning, som pigen var forsvundet i. Han nikkede benægtende, så pigen var kun tigger - og hun havde snydt mig. Det blev jeg noget fortørnet over. De havde sådan set ladet mig give pigen pengene. Det var vi faktisk blevet frarådet af vores guide, da det ikke animerer børnene til at komme i skole. Jeg blev så gal over at nogen snød mig, så jeg smed notesblokken tilbage på bordet og gik - faktisk lidt overrasket over, at jeg kunne blive så irriteret over 2,50 kr.
Vi fortsatte til næste by (som jeg nok skal lade være med at skrive så meget om). Byen ligger forholdsvis tæt på Chamula og hed Zinacantan. Første stop her var kirken, der var helt anderledes. Midt i den lille kirke stod et langt bord, hvor de indflydelsesrige mødes ca. en gang om ugen, for at holde møde. Jeg fandt ikke helt ud af, om der var nogen fast præst i denne kirke.
Næste stop var et besøg i et kooperativ, hvor en masse kvinder vævede tøj, tæpper, halstørklæder osv. Det var meget flotte ting, der blev produceret og det kostede faktisk ikke ret meget. Vi købte bl.a. et lyserødt halstørklæde til Vibe og det betalte vi 70 pesos for - ca. 35 kr. Vi måtte gerne fotografere damerne, så det blev udnyttet. Vi blev inviteret indenfor i huset, der var knyttet til stedet. Her var meget mørkt. Guiden fortalte lidt om de forskellige traditioner men det var lige som om, at vi ikke kunne rumme mere oven på besøget i kirken i Chamula. I husets køkken var en kvinde i gang med at bage tortillas af en speciel dej. Det skulle vi smage og de var faktisk rigtig gode.
Vi vendte tilbage til det sted, vi var blevet sat af og ventede et stykke tid, før alle bilerne var samlet igen. Så kørte vi tilbage mod San Cristobal - og civilisationen - efter det, vi havde oplevet på turen.
Tilbage i byen fik vi aftalt med guiden (og Raul), at de godt ville køre os på en tur igen i morgen til Sumidero-kløften. Vi skulle bare møde op ved katedralen kl. 9.
De andre gik hjem mod hotellet og jeg gik op til madlavningskurset fra i går, for at hente den liste over ingredienser, som vores lærer havde lovet at lave. Jeg traf hende i døren men hun havde glemt at lave den. Jeg skulle komme igen i morgen, men det var jeg nu ikke indstillet på, at rende efter. Jeg foreslog, at de kunne maile den og det ville de gerne. Lad os nu se... Jeg gik tilbage til byens centrum og bestemte mig for, at se lidt mere på byens marked, der startede i enden af gågaden. Det viste sig at være et meget stort område med decideret marked og egentlige butikker. Her kunne vi alle få en del tid til at gå. Det trak groft op med sorte skyer og det virkede næsten som om, de snørede sig sammen om byen fra 3 sider, så jeg valgte at skynde mig hjem. Men det var nu lettere sagt end gjort. Jeg troede jeg kunne finde vej, men de mange sving til venstre og højre havde slået mig ud af kurs, så jeg ikke vidste hvilken retning jeg skulle gå i. Jeg var kommet lidt udenfor det område af byen, hvor gaderne er helt lige og det slog min stedsans i stykker. Jeg kom faktisk til at gå rundt på må og få, indtil jeg kom i tanke om, at jeg gik rundt med et kort i baglommen. Det hjalp mig lidt på vej - men dog ikke så meget, at jeg var helt sikker i min sag. Pludselig fik jeg øje på trapperne, der førte op til en kirke, som vi havde set den første dag, så jeg besluttede at tage den sikre vej og gå ned til dem, for derfra kunne jeg finde hjem. Vel hjemme på hotellet - uden, at det begyndte at regne - men lidt forkommen - spiste jeg noget af den pizza, der var tilbage fra i går. Det smagte fortsat fint. Så blev der tid til et lille hvil, inden Marie og Vibe havde lyst til at komme ud i gaderne igen. Jeg ville med mens Lasse passede Tv’et. Sørme om ikke pigerne ville på marked, som jeg havde fortalt så meget om. Jeg viste dem derhen og vi fik et par timer til at gå med at kigge på de mange ting. Heriblandt skjorter, som dog ikke var i nogen god kvalitet - eller også var de til samme priser som derhjemme. Vi handlede brød, ost og pålæg ind og tog det med hjem til Lasse, hvor vi fik anrettet et hyggeligt lille middagsbord. Maden blev fortæret. Især fordi vi havde fundet noget rigtig godt brød efter vores standard. Alt for meget af det brød, der sælges i Mexico, er blødt brød. Vi vil gerne have en god skorpe - og lidt at bide i. Det blev heller ikke sent, inden vi gik i seng. Jeg tror det var ved 22:30 tiden.
